2024 er ved at lakke mod enden, og derfor er det traditionen tro blevet tid til den årlige julehilsen fra Curit. Hele teamet hos Curit ønsker alle vores kunder, samarbejdspartnere og alle, der følger os, en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Året har været fyldt med spændende opgaver hos Curit, og på kundesiden har det blandt andet betydet:
- To kunder er gået i drift med IFS; i april gik Ib Andresen Industri efter en lang og opfattende implementeringsfase i drift på IFS Apps 10, og i juni var det så KEN Storkøkken, der gik i drift ligeledes på IFS Apps 10.
- Novenco Industries udrullede i januar IFS til deres datterselskaber i England og Holland.
- KEN Hygiene Systems har implementeret Planning and Scheduling Optimization (PSO), og gik i drift med planlægningssystemet i februar.
- I foråret implementerede Kredsløb Hændelseshåndtering, der er en del af Sundhed & Sikkerhedsmodulet, og gik i drift med funktionaliteten i juni.
- Kongskilde Industries gik i november i drift på IFS Apps 10, efter et opgraderingsprojekt fra Apps 7.5.
- I starten af december ydede Curit go live-support til Kitron A/S, der er gået i drift på IFS Apps 10 efter udrulning af IFS fra deres moderselskab i Norge.
- Sidst, men ikke mindst, har Curit i 2024 budt velkommen til to nye kunder: Fyns Kran Udstyr og Wismo Group, der nu er i fuld gang med implementeringen af IFS Cloud.
2024 har også budt på flere spændende events, der har givet ny viden om IFS og gode netværksrelationer med både kunder og andre interessenter:
- I januar sendte Curit Bjarke Beske og Anne Louring til Sales Konference, SaKo, i London. Et event der bød på masse af spændende oplæg om salg, nye produkter i IFS og nye relationer.
- IFS Connect Nordics lagde for første gang vejen forbi Danmark, hvor Tivoli Hotel og Konference havde slået dørene op for IFS-kunder og -partnere fra hele Norden. Curit havde fem repræsentanter af sted, og det var en fantastisk dag, hvor Curit havde fornøjelsen af at snakke med rigtig mange af vores kunder.
- Det helt store IFS event i 2024 var IFS Unleashed, der finder sted hvert andet år. Denne gang i Orlando, Florida. Curit var repræsenteret ved Peter Bering, Aase Steffensen, Hans Peter Bøss og Signe Henneberg, der kom hjem med kufferten fuld af nyheder fra IFS og ekstravagante oplevelser.
- Computer World Danmark afholdt i november ERP Insights i Horsens, og her var Carsten Kaaber og Peter Bering af sted. Sidstnævnte var på scenen med et indlæg om anvendelse af AI i IFS. Et område, som for alvor har fået vind under sejlene de sidste par år.
- ERFA-gruppen har afholdt to møder i 2024 og Curit har været så heldige at få lov at deltage med indlæg om Cash Flow Planning, PSO og Power BI. Der skal i den forbindelse lyde en stor tak til de kunder, der nu har taget over på at sikre en stærk IFS ERFA-gruppe i Danmark!
Og som altid sker der også mange ting internt hos Curit, og 2024 har på ingen måde været en undtagelse, og hvoraf det er værd at nævne:
- Overtagelse af den sidste del af lejemålet på Skomagervej 1, således Curit nu har til huse i hele bygningen.
- Curit har sagt velkommen til ni nye medarbejdere, både på udvikler- og konsulentsiden.
- I foråret havde Curit æren af at holde oplæg for studerende på BTECH AU i Herning, om IFS, og hvad det er Curit som konsulenthus kan bidrage med.
- For første gang deltog Curit i årets DHL-stafet i Odense, med fire løbehold og et hold, der valgte at tage gå-ruten.
- I oktober markerede Curit Danmarks Mentale Sundhedsdag sammen med erhvervspsykolog og foredragsholder Helen Eriksen, der holdt oplæg om, hvordan vi husker ’at synge nok på gangene’. Et foredrag om trivsel, sammenhold og team-ånd.
- Den årlige julefrokost blev afholdt på Haraldskær, hvor samarbejdsevnerne blev testet, da hvert hold skulle løse opgaver for at desarmere den tidsindstillede bombe inden den sprang. Derefter var der fire-rettes-menu og musikquiz, inden dj’en spillede op til dans.
- Som afslutning vil vi gerne dele, at Curit igen i år har modtaget BDO og Spar Nords pris Årets Succesvirksomhed 2024. Repræsentanter fra både BDO og Spar Nord var forbi vores nyrenoverede kontor for at overrække prisen til ejere og grundlæggere Carsten Kaaber og Aase Steffensen. Tak for prisen!
Med ønsket om en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende nytår fra os alle hos Curit.