CURIT SKAL PÅ TRE MÅNEDER IMPLEMENTERE EN ERP-LØSNING FRA IFS HOS RAWBITE. DEN LILLE VIRKSOMHED RYKKER
FLERE GEAR OP MED ET SYSTEM MÅLRETTET TIL PROCESPRODUKTION, MED KNIVSKARP HÅNDTERING AF DOKUMENTATION
OG SPORBARHED SAMT SKRÆDDERSYEDE KPI-DASHBOARDS MED IFS LOBBY.  

Selvom Rawbite er en lille virksomhed, driver den danske specialist i økologiske frugt- og nøddebarer en yderst kompleks forretning.
De blot 18 medarbejdere i Assens og Gentofte skal opfylde de samme høje krav til dokumentation og sporbarhed som store procesvirksomheder,
samtidig med at ekspansionsstrategien følges målrettet. Rawbite sælges allerede i over 30 lande.

 

Der har stået Navision og e-conomic på systemfladen i Rawbite siden starten. Nu skal der stå IFS Applications fra a-z.
Rawbite har valgt en komplet ERP-løsning målrettet procesproduktion, hvilket giver den lille virksomhed markant flere muskler.

NAVISION LÅ LIGE TIL HØJREBENET, MEN..
-Det oplagte valg ville have været at fortsætte med en ny Navision-løsning. Brugerne er vant til at arbejde i Navision, og både vores produktionschef
og jeg har stor erfaring med systemet. Heldigvis valgte vi at se på tre muligheder, før vi besluttede os, og her kom IFS ind som en positiv overraskelse,
siger økonomichef i Rawbite, Peter Højer Nielsen.

-Vi fornemmede hurtigt, at det er et stærkt system. Det er tydeligt, at IFS har fokus på produktion, og de er meget stærke på sporbarhed.
Vores oplevelse var, at IFS Applications er væsentlig mere innovativt og giver os bedre styring og kontrol gennem hele leverancekæden.
Vi var også imponerede over brugervenligheden. Fx at man med IFS Lobby meget nemt kan designe sit eget KPI-dashboard med præcis de nøgletal,
man har brug for. Man skal ikke kode noget som helst. Det foregår med drag & drop og er meget intuitivt, siger Peter Højer Nielsen.

DEN RETTE DOSIS HESTEKRÆFTER
Det er Curit, der netop er kåret som årets ERP-virksomhed af Computerworld, der på blot tre måneder implementerer IFS Applications i Rawbite.
Den hurtige implementering er et resultat af et grundigt forarbejde, hvor hele Rawbites forretning blev sat op i en foruddefineret ramme.

-Rawbites eneste bekymring var, om IFS Applications var for stort til virksomheden. Det er en bekymring, vi møder hos mange mindre virksomheder.
Derfor har vi udviklet en model, som hurtigt viser, om IFS passer ind eller er for stor en mundfuld. Vi kører modellen igennem, inden ordren underskrives,
for vi har ingen interesse i at sælge flere hestekræfter, end virksomheden har brug for. Vores erfaring er dog, at de små produktionsmiljøer typisk har lige så
stor gavn af IFS Applications som de store. Problemstillingerne er jo de samme, blot med færre hænder til at løse dem, siger Carsten Kaaber, som er direktør i Curit.

I IFS er der stor tilfredshed med, at Rawbite har valgt IFS Applications.

-IFS Applications er udviklet til produktions- og procesindustrien. Vores kunder er primært de større virksomheder, men systemet er designet,
så det sagtens kan tilpasses til mindre virksomheder. Det er en stor tilfredsstillelse, at den store population af små og mindre virksomheder
også drager nytte af de innovative funktioner, vi udvikler. Rawbite er et meget godt eksempel på, hvordan IFS Applications kan løfte den mindre produktion
til et nyt niveau, siger Partner Account Manager i IFS, Rune Andersen.